Hjemme i Danmark igen

Birgitte skriver. Fredag d. 10. marts 2017:

Lige efter at vi havde udgivet, hvad der skulle have været det sidste indlæg på bloggen, modtog jeg dette fra Monica:

Kære Birgitte og Jørgen

Tusinde tak for at vi måtte komme at besøge jer efter de australske mesterskaber i Narromine. 

Det har jo været længe ventet da det er over et år siden at vi to (Birgitte), sad på Arnborg og snakkede om at jeg skulle komme til Australien og flyve rekorder med dig. 

Men det passede jo så fint, da min kæreste og jeg havde planlagt 5 ugers ferie. 3 i Australien og 2 i Kina. 

Planen var først at besøge jer i Tocumwal, men da vi kom ankom til Australien under de Australske mesterskaber blev vi nødt til at rykke det til Narromine. 

Min forventning da jeg kom til Australien var, at hele sommeren var hver dag 1000 km vejr. Men sådan kan jeg hilse jer at sige sådan var det ikke tirsdag d. 21/2. 

Et hjørne af flyvepladsen i Narromine (golfbanen har 18 huller, og en spadseretur rundt om banen tager ca. 45 minutter. Det giver en ide om størrelsen på flyvepladsen)

Vi måtte kæmpe for hver kilometer i tørtermik til 1300 m. Jeg lover at der blev svedt i cockpittet. Temp. var 28 grader ved jorden. Birgitte havde bildt mig ind at det kun ville tage os 3 timer at nå rundt på vores 315km ud/hjem opgave, men da de 3 timer var gået, havde vi ikke engang nået vendepunktet. 

Guldmine syd for Narromine

Men for pokker det var en god tur og meget lærerig. Det er godt nok en dejlig flyver I har der og en dejlig måde I lever på. Tusinde tak for en fantastisk tur, det var en sand fornøjelse. 

Vi glæder os meget til at komme at besøge jer igen.

Mvh. Christian og Monica 

PS.  Håber at i er kommet godt til Tocumwal. 

--

Jørgen og jeg havde købt billet til bus og tog til Melbourne, men Dieter, som er en ældre tysk svæveflyvekammerat, tilbød at køre os til Melbourne i hans bil, så vi skulle slippe for besvær med 5 kufferter i offentlige transportmidler.

Det tager godt 3 timer at køre fra Tocumwal til Melbourne, og problemerne opstod først, da vi tjekkede ind i lufthavnen.

Jørgen og jeg rejser på standby billetter. Det betyder, at vi køber en online billet til en specifik afgang, men kun kommer med, hvis der er plads. Og det får vi først besked om ca. 1 time inden afgang.

Vi havde set på nettet, at flyet fra Bangkok til København var udsolgt på business class, så derfor havde vi købt billet til Oslo, hvor det så lidt bedre ud. Fra Melbourne til Bangkok er der som regel god plads.

Så vi var forventningsfulde, da vi henvendte os hos den rare dame ved skranken i lufthavnen. Indtil hun udtalte de magiske ord: "Mr. Thomsen. Your passport has expired one month ago!!" (Hr. Thomsen. Deres pas udløb for en måned siden")

GODT DET IKKE VAR MIT PAS!!!!

Vi diskuterede lidt frem og tilbage om, hvilke muligheder, vi nu havde, og vi valgte, at jeg fløj til Bangkok og Oslo som planlagt, og så ville Jørgen forsøge at få sit pas forlænget og komme, når det var i orden.

Min tur til Bangkok gik fint - jeg kunne slappe af på business og tage en lur. Men da jeg kom til Bangkok, skulle jeg i transit, da jeg jo kun havde sæde til Bangkok. Og for at komme i transit, skulle jeg vise enten boarding pass eller billet. Og jeg havde kun mit pas!!!! Resten lå på Jørgens computer. Jeg kunne ikke få wi-fi til at virke på min computer, så jeg havde intet.

En rar medarbejder ved skranken hos Thai Airways forbarmede sig over mig til sidst og gav mig en udskrift, hvoraf det fremgik, at jeg var på listen til Oslo. Puha

I transit fik jeg at vide, at business class til Oslo var fuld, men at jeg kunne komme tilbage en time før afgang og få endelig besked.

Det blev en lang ventetid (3 timer), og nu var det jo midt om natten australsk tid, så det var lidt af en prøvelse. Men jeg fik sæde på business og alt var godt.

Jeg landede i Olso tirsdag kl. 6 og kom med et fly til København et par timer senere. Monika og Adam hentede mig i lufthavnen. Det var meget, meget dejligt at se dem igen.

I mellemtiden havde Jørgen fået forlænget gyldigheden på sit pas. Han havde taget bussen ind til det danske konsulat, hvor han fik at vide, at det ikke var nogen, der kunne hjælpe ham lige nu. Derefter sendte han en mail til konsulatet. En kvindelig medarbejder ringede ham op og foreslog, at de kunne mødes kort efter i restauranten på en golfbane, som lå i nærheden af hendes hus.

Imens de drak en kop kaffe, forlængede hun Jørgens pas - DET er Australien

Jørgen indlogerede sig på et hotel, og næste dag lykkedes det ham at få business class Melbourne - Bangkok - Oslo.

Og sådan endte endnu 4 måneder i Austalien lykkeligt - til sidst

Kærlige hilsener

Birgitte og Jørgen

Flere rekorder - og snart på vej hjem

Birgitte skriver. Tirsdag d. 28. februar 2017, eftermiddag

Vi havde en rigtig god tid i Narromine. Jørgen og Lumpy fik dagssejre de to sidste dage af konkurrencen og var godt tilfredse.

Sidste år mødte jeg Monica (fra Midtsjællands Svæveflyveklub) på Arnborg. Hun fortalte, at hun og hendes kæreste, Christian, skulle på tur, når det blev vinter, og at de bl.a. ville komme til Australien, og vi aftalte, at vi skulle flyve nogle ture sammen for at forsøge at rokke ved et par rekorder.

Monica og Christian kom til Narromine, da de australske mesterskaber sluttede, og jeg havde lavet forslag til en 315 km ud-hjem, vi kunne flyve om mandagen, for de havde kun en enkelt dag i området!

Allerede søndag aften kunne jeg se, at det ville blive vanskeligt at flyve opgaven, så jeg ringede til Monica og spurgte, om vi kunne flyve tirsdag i stedet for. Vejret så meget bedre ud denne dag.

Det var ok, så Jørgen og jeg havde mandagen for os selv. Vejret var ikke særlig godt, men jeg lokkede Jørgen med på den 315 km ud/hjem, som Monica og jeg skulle flyve dagen efter.

Jørgen og jeg fik humpet os igennem turen, og jeg var fortrøstningsfuld: Når vi kunne flyve turen i dag, ville det ikke være noget problem i morgen. Vejrudsigten lovede både højere og kraftigere termik.

Men nu skal man ikke altid tro på vejrudsigter!!!! Og vi blev slemt skuffede. Ved briefingen fik vi at vide, at der ville blive tørtermik til lidt over 1000 meter, og jeg syntes, jeg så et lidt skævt smil om munden på de mandlige piloter, da jeg fortalte, at Monica og jeg ville flyve 315 km ud/hjem.

Men det var en eneste chance, vi havde, så den måtte udnyttes.

Vejret var svagt og lavt. Men det korte af det lange: Vi fløj ned til vendepunktet 158 km mod syd, men måtte starte motoren 50 km før Narromine. Det var dog nok til 2 nye rekorder:

• Fri distance, ikke deklareret, 2-sædet, kvinder på 158 km OG 
•  
• fri distance, deklareret, 2-sædet, kvinder på 158 km

Det er ikke nemt at planlægge en rekordflyvning et år i forvejen. Ikke en gang i Australien .....

Det var været en lidt speciel sæson for os denne gang, for vi har haft dejligt mange besøg fra Danmark.

Tom Jørgensen besøgte os et par dage 

Også dejligt at have besøg af Ulrik Eilert, inden han fortsatte til VM i Benalla

Jens Hansen og Meng ankom fra Sydney. Jens fik nogle gode ture i Julie

Niels Ebbe Gjørup havde sin 2. tur til Tocumwal

Arne Boye og Anne kom lige forbi på deres vej til Benalla

Claus Elmeros  og Peter Sommerlade benyttede en ikke-flyvedag i Corowa til at tage en tur til Tocumwal

Og så lige Mikkel Refsgaard. Han var i Tocumwal, imens vi var i Narromine

Tilo fra Schempp-Hirth fly fabrikken (hvor Julie er bygget) kiggede forbi Tocumwal i forbindelse med VM i Benalla. Jørgen viste ham bl.a. sit "soft close" af instrumentbrættet i forsædet

Jan Andersen deltog som bekendt i VM i Benalla. Vi inviterede een af hans sønner - Rasmus - på en flyvetur i Julie. Og nej, han fløj den ikke alene ...

Monica og jeg inden start fra Narromine

Jørgen og Lumpy deltog i de australske mesterskaber i 2-sædet klasse. Og præsterede 2 dagssejre

Motellet på flyvepladsen i Narromine ejes af Jo og Terry. Vi inviterede dem på en flyvetur. Her er Jo hoppet i bagsædet

Terry klar til en flyvetur

John og Valda ejer det hus, som vore danske venner lejer, når de er herude. Her har Valda fået sin fødselsdagsgave: En flyvetur i Julie

Billede af vore venner i flyveklubben i Tocumwal. Fra nytårs-aften. Ulrik siddende sammen med Ingo Renner

Og nu er vi tilbage i Tocumwal. Julie er sat i vogn

og termikken blomstrer

Jørgen flyver med en australsk pilot i en ASH-25 i dag, og de næste par dage vil vi bruge på at pakke, inden vi tager bus, tog og fly til Danmark på mandag. Flyet fra Bangkok til København er udsolgt, så det ser ud til, at vi bliver nødt til at flyve via Oslo.

Vi har et par dage hos Rasmus, Monika og lille Adam samt en 85-års fødselsdag hos oldefar i Frederikssund, inden vi er hjemme i Sønder Felding lørdag d. 11. marts

Vore dejlige værter, Kevin og Valda

At brænde tæerne på sin morgenmad - og sætte en ny Danmarksrekord

Birgitte skriver. Torsdag d. 16. februar 2017

Vi ankom til Narromine for godt en uge siden. Det var en køretur, der tog hele dagen, og vi havde Julie på krogen, men alt forløb vel. Der var 40 grader, men heldigvis har vi aircondition i bilen

Sådan så himlen ud på vej til Narromine - det lovede godt

 


I Parkes kom vi til The Dish - The Dish

Jørgen ville gerne, at vi skulle indenfor, men jeg havde det skidt, så han måtte nøjes med at kigge på den udefra

Motellet i Narromine er dejligt. Ikke overdådigt, men velfungerende, og det ligger på selve flyvepladsen.

Værelserne er små, men til gengæld er der et stort fælles-hus med køkken og stue, så det er et fint samlingspunkt for gæsterne, som alle er piloter i konkurrencen - Australske mesterskaber for 2-sædet svævefly

Det var oprindeligt meningen, at Jørgen og jeg skulle skiftes til at flyve med Lumpy under konkurrencen, men da Lumpy skal sidde i forsædet hver dag for ikke at skulle forholde sig til forskellig instrumentering, betød det, at jeg skulle hoppe i bagsædet, og det passer ikke til mig (eller også er det mig, der ikke passer til bagsædet?)

Derfor er det Jørgen og Lumpy, der flyver hver dag, og jeg er "washing, cleaning, cooking and shopping"

Det hemmelige våben

Jørgen og jeg havde dog en rigtig god tur lørdag d. 11. februar, hvor der var forcastet 47 grader og nye varmerekorder for store dele af syd-øst Australien

På rekord-jagt i bjergene

Vi udskrev en 300 km ud-hjem og ville forsøge at slå vores eksisterende rekord på distancen. Den lød på 132 km/t, så det burde ikke være en umulig opgave med termik til 10.000'

Vi startede ud på opgaven kl. 14.30 og fløj i fin stil, stor højde og medvind ned til vendepunktet 152 km mod syd i bjergene. Ved vendepunktet var det desværre lidt tyndt. Vi skulle jo  gerne vende i max. højde, inden vi skulle flyve i modvind hjem igen.

Vi havde ikke max. højde, da vi vendte, men humøret var højt alligevel, selvom det ikke var alle skyer, der virkede lige godt. Vi havde plus 300 meter på LX'en med McCready 3, og det gik med fuld fart og flaps "schnell-flug.

Vi nærmede os Narromine med 240 km/t og havde stadig højde i overskud. Men pludselig forsvandt al vores overskudshøjde med forbløffende fart!!! Det viste sig, at computeren ikke kunne følge med til at regne vores ankomsthøjde ud, og 1½ km før pladsen, var vores overskudshøjde på 5 meter! Så var det bare om at sætte farten ned og forsøge at holde på den højde, vi havde. Det lykkedes heldigvis, og vi havde gennemført turen med 136 km/t, og en ny rekord var i hus

Og nu flyver de konkurrence - de første dage var ikke så gode for Jørgen og Lumpy, men i går fløj de AAT i 4 timer og med en hastighed på små 130 km/t. I dag er også en AAT. Denne gang 3½ time. Vejret ser fint ud. vejrudsigten for de næste par dage

Vi har 38 grader på jorden, så jeg håber, de hygger sig i højden og den køligere luft. Vi andre må holde os indendøre i aircondition

Og så forresten lige den lovede historie om at brænde tæerne på sin morgenmad:

Jørgen var hurtig til at finde kameraet frem

Jeg laver havregrød til mig selv om morgenen, og i køkkenet er der et piskeris, der er designet, så det ikke kan blive stående i gryden, fordi skaftet er alt for tungt

Det havde jeg ikke lige lagt mærke til, så jeg lod det stå i gryden med den kogende havregrød. Og så vippede piskeriset og landede på min fod, og en stor klat havregrød på det nærmeste brændte sig fast på mine tæer. Så nu hedder jeg Hot-Foot  😊


Ikke mere nyt for nu (bortset fra vejrudsigt for fredag allernederst på denne side)

Mange hilsener

Birgitte


Fredag d. 17. februar 2017:

Flyvning i dust-storm

Birgitte skriver. Lørdag d. 4. februar 2017

Først skal I have Jens Hansens beretning:

Meng og jeg havde valgt, at turen til Australien skulle gå via Sydney, så vi kunne fejre nytåret med et flot fyrværkeri. 

Rejsen fra Sydney til Tocumwal var sådan set enkel nok. Alt var optaget, så vi måtte finde os i 1. klasse på toget. Vi glædede os til at nyde lidt luksus, da rejsen tog godt 10 timer. Det viste sig, at 1. klasse var et sæde, som kunne lægges marginalt mere ned end de øvrige sæder. Til gængæld var AC virksom, idet de klimatiske forhold i toget nærmede sig det arktiske. For at gøre luksushistorien komplet sad vi i spisevognen, som gav trafik som på Strøget en varm sommerdag. Hver gang, døren åbnede og lukkede, var det med et brag. Skal man konkludere herpå, vil vi anbefale, at turen til Tocumwal går via Melbourne, som er langt nemmere. 

Ved ankomst til Tocumwal stod velkomstkomitteen bestående af Birgitte og Jørgen klar. De kørte os til John og Valda´s lille hus, hvor vi skulle bo. Super hyggeligt hus med alt, hvad man har brug for. 

Birgitte lavede hakkebøffer af kængurukød til os, så samlet set en vidunderlig velkomst. 

Efter aftensmaden gik turen ud og se på levende kænguruer, som jo hører sig til, når man er i Australien. 

Næste dag var vejret fint, og Jørgen havde skrevet en 750 km FAI ud, som vi fint kom igennem. Super fedt at flyve i mere end 10.000 fod i fladt terræn og i et super dejligt fly. Selv om jeg betragter mig som en habil navigatør, kunne jeg fare vild på 30 sekunder i det terræn. Alt ligner hinanden, og det kræver nok lidt tilvænning, før man slukker GPS´en. Termikken var så god, at 2 m boblerne fik lov at stå, og 3 m bobler kun blev taget, hvis vi blev nødt til det. Den skulle helst op på 4-5 m. Turen blev sammenlagt lavet med over 115 km/t i snit. 

Næste dag var vejret knap så godt, men vi kom da rundt på en pæn opgave. Har ikke fået filerne af Jørgen endnu, men vil anslå den til ca. 500-600 km.  Vi nåede ikke helt det, vi havde sat os for, idet et trug trak ind og lukkede af for termikken. Vi kom hjem på listefødder. 

Arcussen er super dejlig. Intet pindtryk og hurtig. Glider som en drøm. Skulle man kede sig lidt under flyvningen, kan man nyde synet af de fine winglets, som Jørgen selv har lavet designet på. De er flotte - ligesom resten af flyet.

Samlet set en fantastisk dejlig oplevelse. Birgitte og Jørgen er de sødeste værter, vejret er herligt og omgivelserne er flotte. Jeg håber meget, vi kan komme tilbage en anden gang. Det kan varmt anbefales.

--

To dage efter, at Jens og Meng var taget hjem, ankom Niels Ebbe. Han havde det skidt med ondt i halsen, men en god vejrudsigt gjorde heldigvis underværker.

Jørgen og han fik nogle rigtig gode ture. Her er lidt fra een af dem:

Birgitte fortæller:

Allerede i weekenden kunne vi på vejrudsigten se, at tirsdag d. 17. januar kunne gå hen og blive en god dag, for der var forecastet 41 grader foran en truglinie

Niels Ebbe havde skrantet et par dage med ondt i halsen, men mente sig klar til at flyve

Rekordlisten blev studeret flittigt, og de bestemte sig for at ville forsøge en hastighedsrekord på 750 km trekant. En rekord, som Jørgen og jeg havde sat med 132,45 km/t d. 8. februar 2014. Først 325 km stik nord, derefter 209 km mod sydvest. Sidste ben hjem til Tocumwal var 226 km

Tirsdag formiddag havde vi allerede 33 grader, så det lovede godt. Der havde fra morgenen af været lidt mellemhøje skyer, men de fordampede heldigvis og skyggede ikke for indstrålingen

Veludstyret med madpakker og drikkedunke kørte de på flyvepladsen kl. 10.30 og forventede at være i luften kl. 12 med udtærskling en times tid senere. Selve opgaven skulle flyves på under 5½ time, så det måtte være et passende tidspunkt

Hjemme tændte jeg radioen og computeren, så jeg kunne følge med i radiokorrespondance og SPOT.

Vejrudsigten for Tocumwal, som den så ud, da vi stod op tirsdag morgen

Summary	Tue Jan 17	Wed Jan 18	Thu Jan 19	Fri Jan 20	Sat Jan 21	Sun Jan 22	Mon Jan 23
	Sunny	Cloudy	Mostly sunny	Rain clearing	Sunny	Sunny	Late shower
Maximum	41°C	28°C	30°C	28°C	31°C	34°C	37°C
Minimum	17°C	20°C	13°C	16°C	13°C	14°C	20°C
Chance of Rain	5%	20%	90%	90%	20%	40%	60%
Rain Amount	< 1mm	< 1mm	10-20mm	< 1mm	< 1mm	< 1mm	< 1mm
UV Index	Extreme	Extreme	Extreme	Extreme	Extreme

Inden de kom i luften, kunne jeg på SPOT siden på vores computer se, at de ikke havde tændt for instrumentet. Jeg forsøgte at kalde dem over radioen uden held, ligesom Jørgen ikke besvarede mine opkald på telefonen. Så sendte jeg en sms og gjorde opmærksom på, at de lige skulle tænde for Spotten. 

Jeg hørte deres takeoff kald kl. 12.10, og da jeg en times tid senere kiggede på Spotsiden, kunne jeg se, at de godt nok havde tændt for Spotten, men de havde glemt at sætte den i tracking mode! Øv - så kunne jeg ikke følge dem på deres færd rundt i det sydøstlige hjørne af Australien

Klokken 12 havde vi allerede 38 grader og kl. 14 viste termometret 41, så jeg holdt mig inden døre i aircondition bortset fra et par dukkerter i Kevin og Valdas swimming pool

Jørgen og Niels Ebbe fortalte senere, at de havde haft en rigtig god flyvetur, selvom det ikke blev til nogen rekord, for desværre udviklede vejret sig ikke helt til rekord-vejr. 

Det var Niels Ebbes længste flyvning og efter hans eget udsagn een af de mest oplevelsesrige ture, han nogensinde har fløjet

Niels Ebbe havde aftalt med Ingo Renner, at de skulle flyve sammen i klubbens Caproni, når Ingo kom tilbage fra Benalla, hvor han var coach for det australske hold ved VM. Niels Ebbe havde nogle meget lærerige flyvninger ......

Direktøren fra Schemph-Hirth, Tilo Holighaus,  var også i Benalla under VM. Een af dagene besøgte han Tocumwal, hvor der bl.a. er stationeret 2 Arcusser. 

Jørgen fik en god snak med ham omkring Arcussen og om de forbedringer, han har lavet. Tilo gav stor ros til ham for hans input til fabrikken. Især var han meget begejstret for Jørgens design af "soft close" af det forreste instrumentpanel, og det bliver nok indført i de fremtidige fly fra fabrikken.

Tilo ville selvfølgelig gerne ud at flyve Arcus, men da Jørgen havde en aftale med Niels Ebbe denne dag, fik vi arrangeret, at Tilo fik en tur i Rogers Arcus sammen med Neil. De havde en fantastisk tur, men Niels Ebbe og Jørgen fløj både længere og hurtigere .............. :-)

Afskedsgave til Niels Ebbe

Nu er Niels Ebbe også taget hjem, og jeg har været i forsædet på Julie nogle gange.

--

Mandag d. 30. januar var der forecastet godt vejr, så Jørgen og jeg udskrev en 890 km opgave over 3 vendepunkter. Hvis gennemført ville det være en ny distancerekord i diciplinen.

Vi startede tidligt - for tidligt - og termikken var ganske svag. Med 36 grader, sol og svag termik er det let at holde varmen i under 1000 meter den første time! Men herefter gik det bedre, og vi kunne komme op i lidt koldere luft. Vi mødte de første skyer, da vi var 150 km ude på opgaven, og selvom vi havde modvind, kunne vi holde et snit på over 100 km i timen incl. den første time, hvor vi næsten ikke havde flyttet os.

Vi rundede 1. vendepunkt 200 km mod norøst og fortsatte - stadig med vinden ind næsten forfra - til andet vendepunkt, som lå 200 km nordvest for det første. Humøret var højt, for vi kunne komme i 10.000', der var god termik og behagelig temperatur.

Anden vendepunkt blev rundet fint, og vi fortsatte mod sydøst til Temora. Nu havde vi vinden i ryggen, og huhej, hvor det gik. Det var efterhånden svært at bevare pessimismen. MEN - så var der selvfølgelig lige en bygelinie, vi skulle igennem for at komme ned til Temora. Det lykkedes, men vi kunne 50 km ude se, at det også regnede i Temora, så vi kunne ikke komme til at vende.

Vi besluttede at flyve lidt mod vest og returnere til Tocumwal, for selvom vi ikke fik Temora, ville vi stadig have en FAI trekant.

Grunden til, at vejret var så godt, var, at vi lå på forsiden af en truglinie, som skulle komme frem til vores område om aftenen. Men skæbnen ville, at den kom 3 timer for tidligt!

150 km før Tocumwal mødte vi en dust-storm (forkanten på truglinien), som sendte støv helt op i vores højde, og vi fløj endda i 7000'. Den strakte sig ud til siderne, så langt øjet rakte. Vi kunne ikke vurdere, hvor langt der var at flyve igennem den. Der var godt stig på forkanten - op til 7 m/sec -

 

men desværre skulle vi jo ikke langs med den, men derimod ind i den, og herinde var der ingen termik.

Derimod var vinden drejet mod syd, så vi til tider havde 70 km/t modvind.

Det kan selv ikke en Arcus hamle op med, så ved Urana - 100 km ude - valgte vi at starte motor og flyve hjem på Shell-termik

Ærgerligt, at det ikke lykkedes, men vi havde en god tur

(Yanhai, som flyver Mini Nimbus, landede på Tocumwal, imens dust-stormen var på sit højeste. Han fortalte, at han ikke kunne stå ud af flyet, da han var bange for, at det ville blive blæst om på ryggen. Han kaldte på hjælp over radioen, så der kunne komme folk ud og hjælpe ham. Det endte heldigvis godt)

I torsdags havde jeg en check flyvning med Ingo Renner i en I.S.-28. Underligt at starte i flyslæb igen og underligt at flyve andet end Arcus. Ingo mener, at jeg er blevet spoleret :-)

Nå, men flyvningen gik fint, og vi spandt til både højre og venstre. 

Jeg forsøger altid at gøre netop denne landing til min hidtil bedste. Det gjorde jeg også i torsdags. Og den var så fin, at folkene på startstedet klappede, da jeg åbnede hooden. Dejligt

På torsdag ankommer Mikkel Smidt-Refsgaard, som er en ung svæveflyver fra Midtsjællands Flyveklub. Søn af Peter Pawnee og nevø til Tom Jørgensen. Han skal være i Tocumwal i en uges tid og flyve med Ingo Renner. Han håber også at komme ud at flyve i klubbens ASW-15. Og så skal han bo i "Onkel Toms Hytte".

Jørgen og jeg kører til Narromine med Julie på mandag. Narromine er en stor flyveplads, som ligger 600 km nord-øst for Tocumwal. Det var dér, juniorerne fløj JWGC for et par år siden. Vi skal deltage i Australske mesterskaber for 2-sædede svævefly. Vi er 3 om flyet, da Jørgen og jeg på skift vil flyve med vores ven, Lumpy fra Tasmanien. Det glæder vi os meget til

Fra vores rekordflyvning til Narromine sidste sæson

Og vi glæder os til at høre nyt fra Danmark ..............

Og så lige et fuglebillede til en afveksling :-)

Uhm - lækker müesli til morgenmad ..........

 

Mange hilsener

Jørgen og Birgitte